Avlsmål for Galloway
Galloway dyr skal være hårdføre, så de kan klare vores klima, også når de går ude hele året.
Vi ønsker lette kælvninger, og små friske kalve.
Dyrene skal have et godt temperament.
Racen er rigtig god til naturpleje, da dyrene kan klare sig på foder med meget lidt næring og alligevel have en fornuftig tilvækst.
Med hensyn til kødsætning på Galloway, lægger vi vægt på, at kødet sidder de rigtige steder. Vi ønsker bl.a. en god, stærk, lige og kødfuld ryg, godt kryds, og lange dybe lår, så vi får kødet de rigtige steder.
Hoved:
Galloway racen er polled (hornløs). Hovedet er kort med en bred pande og bredt næse- og muleparti. Store, markerede øjne, moderat store, fremadrettede ører.
Hals:
Halsen er af moderat længde. Hos koen går konturen lige over i ryggen, hos tyren bliver den med alderen mere prominent.
Krop:
Kroppen er lang og dyb, afrundet og symmetrisk med en lige overlinje. Kroppens fylde er god og harmonisk. Der er en bred kam og lænd. Krydset er bredt og langt og hverken hældende eller opsvejet. Lårene er brede og dybe, med god lårfylde.
Yveret er højtansat med korte patter.
Lemmer:
Lemmerne er korte og robuste, med god knoglebygning (hverken fin eller grov). Benstillingen er parallel både forfra og bagfra med en god hasevinkel (hverken kroget eller ret). Bevægelsen skal være let og ubesværet.
Hårlag:
Hårlaget er dobbelt med en tæt pels af lange dækhår yderst og et mere krøllet uldhårlag inderst - hos tyren kan hårlaget dog være mere glat om sommeren.
Størrelse:
Krydshøjde køer: 122 cm +/- 3 cm.
Krydshøjde tyre : 130 cm +/- 3 cm
Køerne vejer optimalt mellem 450 kg og 600 kg
Tyrene vejer optimalt mellem 750 kg og 900 kg
Ovenstående er, hvad vi ønsker, der bliver avlet efter. Skulle man have et dyr, som ikke lige holder de optimale mål, kan man dog sagtens stille dyret til kåring/bedømmelse. Alt Galloway kvæg kan kåres og bedømmes. Se her, hvordan vi gerne vil have dyrene ser ud: Kåringsillustrationer, som viser, hvad kåringsdommerne dømmer efter.